Hvorfor får man fødselsdepression?
hvordan gamle svigt og traumer kan blusse op, når man bliver forælder
I denne serie af blogindlæg fokuserer jeg på efterfødselsreaktioner, dvs. de symptomer nogle mennesker får, når de er blevet forældre. Det gælder både kvinder og mænd. Første blogindlæg svarer på hvad er en fødselsdepression? Andet blogindlæg: Hvorfor får man fødselsdepression? Tredje blogindlæg vil forsøge at give nogle konkrete råd til dig, der kæmper med en efterfødselsreaktion.
Hvorfor får man fødselsdepression: Hvordan påvirker fortidens svigt os?
Mange nye forældre bliver overraskede over den pludselige forværring i deres tilstand, efter barnet er kommet til verden – sommetider allerede undervejs i graviditeten. Andre havde en fornemmelse på forhånd af, at forældreskabet ville blive udfordrende på et dybt personligt plan. Fælles for de fleste mennesker, der henvender sig til mig med efterfødselsreaktioner, er dog, at de ikke forstår, hvordan fortiden påvirker dem. Det er de færreste, der er bekendt med de mønstre, de gentager fra deres barndom i deres voksne liv. Lad os prøve at se på nogle af disse mønstre, og hvordan de bliver grundlagt.
Når man sætter et barn i verden, bliver ens tilknytningssystem kraftigt aktiveret – det ved enhver, der har prøvet at stå med et nyfødt barn i armene. Kærligheden og beskyttertrangen kan ikke sammenlignes med noget andet man nogensinde har oplevet. For et menneske, som har oplevet gentagne alvorlige svigt og brud på tilliden fra ens omsorgspersoner i barndommen, vil det nyfødte barn desværre også aktivere alle de svære følelser forbundet med svigt fra barndommen. Men hvorfor egentlig? For at forstå det, må vi dykke ned i, hvad der sker på et emotionelt plan for det barn, der bliver svigtet.
Svigt i barndommen skaber undgåelse af følelser
Svigt fra omsorgspersoner i barndommen vækker følelser i barnet. Typisk vil man reagere med smerte og sorg og vrede, hvis man bliver svigtet. Det gælder for alle – også de alleryngste børn. Men hvis relationen til forældrene har været utryg, har barnet lært at lukke ned for og undgå de ellers sunde følelser for derved at forsøge at få den bedst mulige kontakt med forældrene uden yderligere afvisning og svigt.
Barnet tager ikke en bevidst beslutning om at lukke ned for sine følelser, men kroppen og sindet gør det så at sige automatisk, og gør det for bedst muligt at kunne beskytte barnet for endnu mere afvisning og svigt. Den måde, vores krop og sind lukker ned for ”farlige” følelser i barndommen, er ved at sende et faresignal om at følelsen er på vej – det vi kunne kalde angst og derefter erstatte følelserne med noget andet. Den handling med at erstatte en følelse med noget andet kunne vi kalde et forsvar. Forsvar er et godt ord, fordi det peger på barnets behov for at forsvare sig mod yderligere afvisning – og mod indre overvældelse.
Et eksempel
Lad os se på et eksempel:
Lad os sige, at du har haft en mor, der ignorerede dig eller udskammede dig, hver gang du slog dig og havde brug for trøst ”skrub ind på dit værelse, hvis du skal græde!” . Det har ethvert barn nogle meget kraftige reaktioner på – de fleste børn mærker dyb smerte og vrede over sådan en behandling, men disse følelser kunne lede til mere straf fra moren, så derfor bliver de lukket ned for og gemt væk uden for bevidstheden. I stedet står du måske tilbage med skam og utilstrækkelighed og lærer, at ”jeg burde ikke blive ked-af det, når jeg slår mig. At græde er et svaghedstegn” – hvilket senere i livet bliver til en generel antagelse om, at dine behov ikke er vigtige. Du begynder at udvikle en adfærd, hvor du overser dine behov og udstråler styrke og selvstændighed, men aldrig sårbarhed. Men nedenunder disse tanker og fornemmelser (forsvar), er der svære følelser, som du ikke har fået hjælp til at mærke eller skabe plads til.
Hvordan fortiden gentager sig i nutiden
Når du så selv bliver forælder, kan dette mønster blive intensiveret eller genaktiveret. Det kan ske på forskellige måder. Gennem mine erfaringer med at arbejde med efterfødselsreaktioner har jeg set to overordnede måder man kan reagere på:
1) Enten ser man sig selv i rollen som barnet
eller
2) man ser sig selv i rollen som sin forælder. Det vi i fagsprog kalder identifikation. Lad os se på nogle eksempler på det:
1. Du ser dig selv i dit barn
Dit nyfødte barn aktiverer alle de svære følelser, som du selv havde som barn, da du voksede op. Hvis vi bliver i eksemplet ovenfor med den udskammende mor, kan man forvente, at det især er, når dit barn har brug for trøst eller giver udtryk for sine behov (og det vil sige nærmest hele tiden for en baby), at din gamle smerte og vrede fra barndommen bliver aktiveret. Hvis du ikke har lært at håndtere og rumme disse følelser, vil de vække samme angst og forsvar som voksen som du lærte at gøre brug af som barn. For at undgå disse svære indre tilstande kan det være, du forsøger at holde dit barn fra al ubehag. Udadtil bliver du overkompenserende og kommer på overarbejde med at sikre din baby mod potentielle farer. Indadtil døjer du med intense bekymringer og ængstelse om dit barns helbred.
Et andet scenarie er, at de gamle følelser bliver alt for overvældende, og du derfor lukker ned for dig selv, når dit barn har brug for trøst. Du bliver tom indeni og kølig, hvilket er det modsatte af, hvad du ønsker at være, og det sidste dit grædende barn har brug for.
Der kan være utallige måder, hvorpå man som voksen reagerer, når de gamle følelser og den traumatiske angst bliver genaktiveret, men fælles for dem er, at de er et forsøg på undgå at mærke de svære og overvældende følelser fra fortiden.
2. Du ser dig selv som din forælder
For at undgå de svære følelser over for din udskammende mor, bliver du som hende. Du begynder at gøre det samme mod dit eget barn, som din mor gjorde mod dig. Måske får du samme tankegang som din mor havde: ”Mit barn er svagt, hvis det græder”. Måske du blot reagerer automatisk med irritation, når dit barn græder, selvom det egentligt strider mod dine værdier og opdragelsesidealer. I disse tilfælde kan man sige, at du kigger på dit barn gennem din mors øjne. Hvor tit har jeg ikke oplevet, mine klienter sige til mig med smerte i stemmen, at de minder om deres egen forælder; den samme forælder de godt ved behandlede dem dårligt.
Fælles for disse to mønstre – eller roller – er, at de tjener samme formål som i barndommen: at holde dig fra at mærke de svære følelser over selv at blive svigtet. Når du først begynder at kunne rumme disse følelser, vil du være på vej mod heling og på vej mod at se dit barn og dig selv, som I er – ikke som en gentagelse af dig selv eller din forælder.
I næste blogindlæg skal vi se på nogle gode råd til, hvad du kan gøre, hvis du oplever efterfødselsreaktioner.