Noget af det, mine klienter sætter ord på, er at blive ramt af en pludselig tomhed, efter barnet er kommet til verden. Sommetider er tomheden der fra starten af barnets liv, andre gange kommer tomheden når den første Honey moon periode er overstået og de hormonelle udsving begynder at normalisere sig.

Andre beskriver, hvordan tomheden kan være forbundet med nedtrykthed. Som om en tyngende melankoli og depression har meldt sig. Ofte er det forbundet med en oplevelse af en smertefuld fremmedhed til både sig selv og til barnet, som om jeg ikke kan mærke mit barn, som om det ikke helt er ”mit barn”. Nogle beskriver det som en egentlig depression – en fødselsdepression.

Det er heller ikke ualmindeligt at høre om forældre, som får nogle kraftige følelsesmæssige reaktioner tidligt i deres forældreskab. For eksempel ukontrolleret vredesudbrud over at barnet ikke vil spise eller sove. Vredesudbrud, der leder til, at man for et øjeblik mister besindelsen og gør noget, man efterfølgende fortryder.

Andre oplever en kraftig ængstelse og bekymring, som de ikke havde før, de blev forælder. Der kan være mange gentagne og ufrivillige tanker om, at der kunne ske barnet noget, eller man selv kom til skade, og tankerne fylder så meget, at det går ud over søvn og trivsel og især kontakten til sit barn.

Alle disse reaktioner står i stor kontrast til de forestillinger, man gør sig om, hvordan det skulle være at blive forælder, og mange af de mennesker, jeg møder i min psykologpraksis, skammer sig over ikke at kunne mærke mere kærlighed til barnet. Det, ikke at føle sig som en tilstrækkelig forælder, er noget af det værste for de fleste mennesker, da det rører ved nogle meget instinktive kvaliteter ved os: nemlig vores evne til at beskytte vores barn.

Det er ofte en stor lettelse, når man begynder at forstå, at der er en årsag til disse reaktioner, og at det ikke siger noget grundlæggende om dig som menneske, men i stedet siger rigtigt meget om, hvad du har oplevet i dit liv, og hvilken bagage du bærer rundt på.